Protektorat, i folkeretten betegnelse for en tidligere forekommende statsforbindelse, der var baseret på ulighed i handleevne mellem beskytterstaten, protektorstaten, og den afhængige stat, protektoratstaten, men protektorat anvendes også som betegnelse for selve protektoratstaten.

Faktaboks

Etymologi
Ordet protektorat kommer af latin protector, af protegere 'beskytte, forsvare', og -at.

Protektorstaten er normalt forpligtet til at beskytte protektoratstaten og handler på dennes vegne, men efter eget skøn og i egen interesse. Tyskland etablerede i 1939 Bøhmen-Mæhren-protektoratet efter besættelsen af Tjekkoslovakiet.

Afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig har medført afvikling af protektoratforhold, fx Frankrigs protektorat i forhold til Tunesien og Marokko og Storbritanniens protektorat i forhold til Egypten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig