proportion - størrelsesforhold

Proportion, forhold, størrelsesforhold. Inden for billedkunst og arkitektur taler man om proportioner i forbindelse med forholdet mellem dele og helhed samt delene indbyrdes. Proportioner indgår således næsten altid i en æstetisk vurdering af det synliges udformning. Bidrag til læren om proportioner blev først formuleret af Platon i dialogen Timaios og senere integreret i Vitruvius' ti bøger om arkitektur. Heri indgik også de menneskelige proportioner, som i idealform kom til udtryk i Polyklets skulpturer, fx Spydbæreren (se kanon).

Faktaboks

etymologi:
Ordet proportion kommer af latin proportio 'ligeligt forhold', af pro portione 'alt efter andel'.

Matematiske formler for indbyrdes sammenhænge baseret på pythagoræernes læresætninger er blevet anvendt i monumentalt byggeri siden antikken, fx det gyldne snit. Proportioneringsregler anvendtes også i middelalderen, fx de geometrisk baserede ad quadratum og ad triangulum til fastlæggelse af bygningers plan og opstalt.

I renæssancen formulerede L.B. Alberti i sine bøger rumlige proportioneringsregler; dette arbejde videreførtes af Andrea Palladio, mens Leonardo da Vinci og Albrecht Dürer udformede ideelle menneskelige proportioner.

I barok og rokoko kan påvises et stringent geometrisk proportioneringsunderlag, undertiden i form af cirkler og ellipser. I klassicistiske stilperioder og ikke-ornamental arkitektur fremtræder proportioneringen tydeligst.

Talrige lærebøger har gennem tiderne givet anvisninger på de rette proportioner; i nyere tid har Le Corbusier vakt debat med Modulor (1948).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig