Den første egentlige propagandafilm var den amerikanske Tearing Down the Spanish Banner, som blev lavet i forbindelse med USA's krig mod Spanien i 1898. Propagandafilm blev også benyttet under 1. Verdenskrig og af den unge sovjetmagt under Den Russiske Borgerkrig 1918-1920. Lenin var optaget af filmen som middel til udbredelse af kommunismen, og i 1920'erne produceredes mange sovjetiske propagandafilm; instruktører som Sergej Eisenstein, Vsevolod Pudovkin og Esfir Shub (1894-1959) stod bag disse film, der ofte var af fremragende kunstnerisk kvalitet. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 og udnævnelsen af Joseph Goebbels til minister for folkeoplysning og propaganda fik filmmediet meget stor betydning for udbredelsen af den nazistiske ideologi og for opfattelsen af et regime i voldsom fremgang. Leni Riefenstahls dokumentarfilm om partikonventet i Nürnberg i 1934, Triumph des Willens (1935), er det mest berømte eksempel og siden hyppigt citeret i antinazistisk modpropaganda, bl.a. i den amerikanske dokumentarserie Why We Fight (1942-1945). Historiske spillefilm fik ligeledes tiltagende betydning som propaganda for et massepublikum, fx film om historiske lederskikkelser som Eisensteins Aleksander Nevskij (1938), Veit Harlans Der Große König (1942, Den store Ensomme) om Frederik 2. den Store og Alexander Kordas That Hamilton Woman (1941, Lady Hamilton) om den britiske søhelt lord Nelson. Under den kolde krig blev de mest originale propagandafilm mod Vesten, især Vesttyskland, skabt i DDR. I Hollywood produceredes i 1950'erne en stribe antikommunistiske spillefilm af stærkt propagandistisk karakter, men publikum blev efterhånden kritisk, og fx John Waynes meget propagandistiske The Green Berets (1968, De grønne djævle) om Vietnamkrigen blev ingen succes. 1962-1972 forsøgte den amerikanske regering i en række dokumentarfilm at fremme sine synspunkter vedrørende Vietnamkrigen. Filmens rolle som propagandamedie er siden helt overvejende overtaget af tv.