prokura

Prokura, bruges især i selskabsretten for det forhold, at en person har særskilt ret til at indgå visse aftaler, herunder underskrive dokumenter, på vegne af en virksomhed uden at være medlem af ledelsen.

Prokura kommer af italiensk for procura, der er afledt af latin procurare for pro- og curare 'sørge for, se efter, bestyre eller forvalte'. Se også pro cura.

Retten til at indgå aftaler (såkaldt tegningsbeføjelse) på vegne af en virksomhed, f.eks. en juridisk person, tilkommer ledelsen, der ofte er registreret i et offentligt register, herhjemme føres registeret af Erhvervsstyrelsen. Imidlertid kan det være praktisk at give andre, særligt betroede, medarbejdere ret til at indgå aftaler inden for det område, hvor de arbejder. En sådan ret til at indgå visse aftaler, herunder underskrive dokumenter, på virksomhedens vegne kaldes prokura, og den, der har prokura, kaldes prokurist.

Prokura kan være tillagt én person på egen hånd, eller kollektiv, dvs. at to eller flere skal tegne sammen. Endvidere kan det være angivet, hvilken slags aftaler prokuristen kan indgå.

Prokura er beslægtet med fuldmagt, hvor en person (fuldmægtigen) får ret til at disponere på vegne af en anden (fuldmagtsgiver). Fuldmagt er reguleret af aftaleloven. Normalt vil en fuldmagt kræve et særligt dokument, der bekræfter fuldmagten (kaldet legitimation), så andre kan se, at der er givet en fuldmagt. Men der kan efter omstændighederne opstå en stillingsfuldmagt, hvor selve stillingen giver omverdenen grund til at tro, at man gerne må disponere på en andens vegne, f.eks. behøver ekspedienten i et supermarked ikke fremvise en fuldmagt for at overbevise kunderne om, at vedkommende har ret til at sælge butikkens varer og tage imod pengene på butikkens vegne, fordi dette følger af stillingsfuldmagten. Prokura ligger nær en stillingsfuldmagt, men går videre og kræver derfor en særlig aftale, der kan fremvises. Når prokuristen underskriver, skal prokuraforholdet angives ved tilføjelse af betegnelsen p.p. (per procura) eller tilsvarende.

Prokura er normalt begrænset til dispositioner, der angår virksomhedens daglige drift, og det kræver derfor særlig tilladelse, hvis prokuristen indgår andre og større aftaler, f.eks. vil sælge eller pantsætte virksomhedens faste ejendom. Selvom der i forholdet mellem virksomheden og prokuristen er indlagt nogle begrænsninger i prokuristens handlebeføjelser (bemyndigelsen), vil virksomheden alligevel i forhold til en aftalepart blive forpligtet, så længe prokuristen disponerer inden for virksomhedens daglige drift.