Projektionsapparat, optisk apparat til fremvisning (projicering) af billeder på en skærm e.l. Med laterna magica som prototypen udvikledes i 1850'erne diaskopet (lysbilledapparatet) til fremvisning af diapositiver ved gennemlysning. Til projicering af uigennemsigtige billeder anvendes et episkop, mens epidiaskopet anvendes til begge slags billeder, overheadprojektoren kun til gennemsigtige billeder. Til fremvisning af film anvendes en filmprojektor.