Produktlivscyklus, begreb, som omfatter produkters miljømæssige virkninger "fra vugge til grav", dvs. fra råvare over fremstilling og anvendelse til bortskaffelse som affald. Fx bruges der meget energi og mange råstoffer til at fremstille jern- og metalprodukter, mens komfurer og flere andre husholdningsmaskiner bruger mest energi i anvendelsesfasen. Tungmetalholdige produkter, fx blyakkumulatorer, kan især true miljøet med farlige stoffer, hvis de ender som affald. Undersøgelser af produkters livscyklus danner grundlag for bl.a. renere teknologi i produktionen og miljømærkning af produkter. Se også affald og livscyklusvurdering.