Proces er i denne sammenhæng et moderne managementbegreb, der knytter sig til lean management, Six Sigma med flere. Målet er at optimere forretningsprocesser gennem teamarbejde og rationelle procesanalyser.

Den danske managementlitteratur er endnu meget anglificeret, og det vrimler med engelske, men også japanske ”buzzwords” blandt managementkonsulenterne. Man taler om procesoptimering af forretningsprocesser, herunder administrative processer og produktionsprocesser.

Lean produktion

Inden for Lean taler man om værdistrømme, der skal optimeres. Værdistrømsanalyser kan inkludere både materialestrømsanalyser og analyser af administrative forretningsprocessor.

Man søger inden for lean gennem teamarbejde at optimere en proces ved at forenkle produktionsprocesserne, så man undgår spild, og gerne samtidig øger produktionshastigheden. Leanværktøjer skal sætte teams i stand til hurtigere at levere mere værdi til kunderne. Fokus i det daglige arbejde er små, løbende forbedringer, der har fokus på at minimere spild, indenfor lean kaldet Muda.

Six Sigma

Six Sigma-filosofien handler også om processer, der skal optimeres, men her er tilgangen at minimere variationen i processerne ved hjælp af en systematisk proceskortlægning, samt indsamling og statistisk analyse af passive procesdata.

Passive procesdata er sådanne, som findes lagret i en produktionsdatabase, modsat aktive data, som indsamles i forbindelse med procesoptimeringen, for eksempel data fra eksperimenter. Passive data kan bruges til at vurdere udgangspunktet for procesoptimeringen.

Six Sigma FMEA (Failure Mode and Effects Analysis) og statistisk designede eksperimenter er en fundamental del af Six Sigma.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig