En prissammenligning er en sammenligning mellem den erhvervsdrivendes egen normalpris og en nedsat pris, hvis der ikke er angivet andet i den erhvervsdrivendes markedsføring.

Sammenligningen må ikke være vildledende

Sammenligning mellem en normalpris og en nedsat pris må ikke være vildledende, jf. markedsføringslovens bestemmelser, samt Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring.

En prissammenligning anses som udgangspunkt ikke for at være vildledende, hvis

1) den normalpris, der sammenlignes med, har været gældende i en længere periode på mindst 6 sammenhængende uger umiddelbart forud for annonceringstidspunktet, og

2) kravene til tilbudsperiodens varighed, på op til to uger, er opfyldt.

Hvis prisen har varieret i den forudgående længere periode, må der kun sammenlignes med den laveste pris i perioden.

Særligt om dagligvarer og sæsonvare

For så vidt angår dagligvarer og sæsonvarer anses en længere periode, for at være en periode på mindst 4 sammenhængende uger. Prisen må kun markedsføres som en nedsat pris i en kort periode. For dagligvarer og sæsonvarer er en kort periode en periode på op til 1 uge.

Begrebet dagligvarer skal forstås i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 7, stk. 2, nr. 1, som fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug.

Ved sæsonvare forstås, at varen kun sælges i en meget begrænset periode i løbet af et år, og dette skyldes varens karakter og praktiske anvendelsesmulighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig