Førstefødselsretten har fyldt så meget i europæiske historie, at mange automatisk antager, at det er den historisk normale arvefølgeregel i monarkier. Men faktisk er tilfældet nærmest det omvendte: da primogenitur først spredte sig i Europa, var der tale om en revolutionerende successionsordning, der gjorde op med verdenshistoriens normal: at fordele arvegodset mellem familiemedlemmer.
Primogenitur opstod i den frankiske del af Europa omkring år 1000. Indtil da havde frankiske kongefamilier praktiseret opdelt arvefølge; monarkens overlevende sønner delte riget mellem sig. Dette havde været tilfældet under merovingerne såvel som under karolingerne, og det havde igen og igen fragmenteret riget. I perioden 511-679 var der således blot 22 år, hvor Frankerriget var samlet under én merovingisk konge.
Men i perioden 751-840 betød biologiske tilfældigheder, at kun én søn overlevede karolingiske konger, der havde overtaget den frankiske trone efter merovingerne. Muligvis var det dette ’karolingiske mirakel’ – en form for de facto primogenitur – der var inspirationen bag førstefødselsretten. I hvert fald praktiserede den næste frankiske kongefamilie capetingerne allerede primogenitur inden for deres egne besiddelser, da de overtog tronen i 987. Frankrig var på det tidspunkt et valgmonarki, og det fortsatte det officielt med at være i århundreder. Men det lykkedes capetingerne at afmontere valgmonarkiet og erstatte det med den form for primogenitur, de selv praktiserede inden for slægten. Det skyldes frem for alt, at det generation efter generation – i over 300 år – lykkedes de franske konger at efterlade en mindst en søn, der overlevede faderen. Disse sønner blev kongevalgt, mens faderen stadig levede for at løse ”koordinationsproblemet”. Efterhånden var denne kongekåring kun en formalitet, og kong Filip Augustus (regent 1180– 1223) var den sidste franske konge, der blev valgt. Frankrig var herefter også officielt et primogeniturmonarki.
Førstefødselsretten spredte sig efterhånden til næsten alle de vigtigste europæiske monarkier, herunder også til Skandinavien, hvor valgmonarkierne i perioden efter Reformationen blev erstattet af primogenitur. Blandt de få undtagelser var det polske valgkongedømme, der blandt andet af denne grund fortsat blev ramt af en række successionskrige, og som i perioden 1772-95 blev delt mellem sine tre nabolande, Preussen, det senere Østrig-Ungarn og Rusland.
Der gik dog mange steder en rum tid, før primogenitur var så etableret, at de ovenfor beskrevne stabiliserende virkninger indtraf. Et godt eksempel er kongeriget England, hvor historien om primogeniturs indførelse tager sin begyndelse med normannernes erobring i 1066. I de næste 150 år var der fortsat stor usikkerhed om arvefølgen, fordi primogenitur ikke var uantastet. Blandt andet skabte Vilhelm Erobreren usikkerhed ved at lade sin ældste søn arve Normandiet, men gøre sin næstældste søn William Rufus konge af England. Først med Richard 1., Løvehjertes kroning i 1179 oplevede England en kroning af ældste nulevende søn. Inden da havde Richard været i borgerkrig med sin far, Henrik 2., fordi førstnævnte frygtede, at sidstnævnte ikke ville lade ham arve. Senere skulle der udbryde borgerkrig om tronen efter Richards lillebror, Johan uden Lands (prins John fra Robin Hoods) død i 1216 – om end Johans førstefødte søn, Henrik 3., endte med at vinde borgerkrigen og regere helt frem til 1272.
Med Henriks lange regeringsperiode blev primogenitur endeligt etableret i England. Ved Henriks død i 1272 var førstefødselsretten så uomtvistet, at hans førstefødte søn, Edward 1., der var på korstog, kunne datere sin regeringsperiode til dette tidspunkt, selvom han først vendte tilbage til England for at blive kronet i 1274. Der var altså ikke længere et interregnum, en god illustration af primogeniturs fordele. Det er også sigende, at England i hele perioden fra 1216 til 1377 udelukkende oplevede far-til-ældste-søn successioner og oplevede langt højere politisk stabilitet end i de forudgående 150 år – trods den engelske involvering i Hundredeårskrigen mod Frankrig, der begyndte i 1337.
Denne udvikling var ifølge ny forskning med til at stabilisere de europæiske monarkier og dermed bane vejen for moderne territorialstater såsom Frankrig og England. Det er sigende, at det vigtigste historiske alternativ til disse territorialstater, nemlig det tysk-romerske kejserrige, fortsatte med at være et valgmonarki indtil det blev afskaffet i 1806.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.