prædikativ

Prædikativ, omsagnsled, grammatisk betegnelse for ikke-verbalt sætningsled, som udgør prædikatet i en prædikation og kan bestå af adjektiver, substantiver eller præpositionsforbindelser.

Faktaboks

etymologi:
Ordet prædikativ kommer af latin praedicativus, af praedicare, se prædikat.

Der er tre hovedtyper af prædikativer: subjektsprædikativer, objektsprædikativer og frie prædikativer.

Et subjektsprædikativ indgår gennem et verbal (se kopula) i en prædikation med sætningens subjekt, fx Anne er gal, Olsen er borgmester, Peter er i forlegenhed.

Et objektsprædikativ forbindes på tilsvarende vis med objektet: Det gjorde Anne gal, Man valgte Olsen til borgmester, Vi satte Peter i forlegenhed.

Et frit prædikativ forbindes med enten subjekt eller objekt, jf. Olsen kom fuld hjem, Jeg drikker kaffen kold, men her er det ikke verbalet, der etablerer den prædikative forbindelse.

Se også grammatik og syntaks.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig