prædikation

I primære prædikationer udgøres prædikatet af et finit verbal eller af et verbal plus prædikativ. I sætningerne Anne løber rundt i haven. Anne vælter lampen. Døren er rød. består prædikationerne af subjekterne Anne og døren og hhv. prædikaterne løber, vælter og er rød. Ingen af disse led kan fjernes, uden at sætningsformen går tabt, og de står derved i modsætning til sekundære prædikationer, hvor den semantiske relation omfatter andre sætningsled, men svarer til et subjekt-prædikat-forhold, jf. forholdet mellem døren og rød i Anne malede døren rød. I dansk grammatik bruges ofte begrebet neksus om prædikationer.

Ordet prædikation er en latinsk gengivelse af det græske kategoria 'påstand', som Aristoteles indførte i logikken. I en sætning som Pigen løber eller Pigen er et menneske påstås (prædiceres) noget om pigen. I generationen før Aristoteles skal Antisthenes have tolket ethvert udtryk af formen "A er B" som en forvrøvlet påstand om, at A er identisk med noget andet end sig selv. Platon havde tolket udsagnet som en påstand om, at A har del i en struktur (en "idé"), B, som A netop ikke er identisk med. Aristoteles vaklede mellem (som Platon) at se "A" og "er B" som sætningsdele med helt forskellig funktion, og at tage "A" og "B" som to navne forbundet af "er". Stoikerne skelnede som de første klart mellem udsagnets ord og det, ordene betegner, nemlig at takket være den håndgribelige ting A er det uhåndgribelige prædikat "at være B" realiseret i virkeligheden.