Præcepta divina, (lat. 'guddommelige bud, befalinger'), mandata Dei, de grundlæggende bestemmelser om, hvad Gud kræver af et menneske, udtrykt fx i De Ti Bud. Reformatorerne brugte begrebet vendt imod en katolsk forståelse af faste, ægteskabelig afholdenhed o.l. som udtryk for en særlig fuldkommenhed (se evangeliske råd), af reformatorerne karakteriseret som "menneskelige overleveringer".