I oldtidens Egypten portrætteredes herskeren ofte i idealiseret skikkelse for at markere hans guddommelige status, en tradition, der videreførtes i hellenistisk tid og af de romerske kejsere. Derudover anvendtes portrættet til forevigelse af afdøde personer, således de egyptiske mumieportrætter og de græske portrætter af bl.a. digtere og filosoffer.
Inden for denne portrætgenre udvikledes der, specielt med baggrund i den romerske forfaderkult, en højere grad af realisme, mod antikkens slutning dog med en stadig stærkere betoning af det åndelige udtryk.
Middelalderen igennem talte det slægts- og standsmæssige tilhørsforhold mere end den enkelte person. Profilportrættet blev konvention for fremstilling af familielighed og af klasse, som det ses i stifterportrætter på fx altertavler.
Med renæssancens fremhævelse af det individuelle menneske fik portrættet en ny betydning som personlighedsskildrende, og en face- og halvprofilportrættet blev den foretrukne form. I fyrstelige og aristokratiske kredse tjente portrættet den verdslige repræsentation, fx rytter- og helfigurportrætter. Inden for handelsborgerskabet og blandt de lærde og kunstnerne selv angav portrættet den nyvundne sociale status; den portrætterede udstyredes evt. med attributter og rekvisitter, til tider tenderende mod det genreagtige. Men især rettedes opmærksomheden mod det liv, der afsløres i ansigtets oval og hændernes arabesk.
Kvindeportrættet havde tidligt, bl.a. med Tizian, fået en fremtrædende position, som det bevarede ind i 1800-tallet, og som ses i fin de siècle-tidens malerier af stille eksistenser. I 1700- og 1800-tallet understregedes det hjemlige livs voksende betydning i den nye borgerlige kultur gennem familieportrættets popularitet, fx i C.W. Eckersbergs malerier. Dertil kom portrætter af børn samt yndlingshunde og -heste.
Med kubismen minimeredes portrætligheden til fordel for den æstetiske doktrin, og endnu mindre plads levnede modernismens abstraktion til portrætligheden. Men med figurationens genkomst i billedkunsten ca. 1950 har portrættet i pop-art, nyrealisme etc. fået en renæssance, oftest som repræsentationsstykke, fx i malerier af Niels Strøbek.
Det fungerer tillige som medium for den kunstneriske udforskning af det fysiognomiske landskab og af sjælelivets dybder i kunstnerens eget ansigt, sådan som Rembrandt gjorde det, om end sommetider filtreret gennem kameraets linse, fx Chuck Close og Cindy Sherman.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.