porisme

Porisme, 1) korollar, matematisk indsigt, der følger som "tilgift" ved beviset af en sætning. Fx medfører beviset for, at topvinkler er lige store, at når to rette linjer skærer hinanden, er summen af de fire vinkler lig med fire rette vinkler.

Faktaboks

etymologi:
Ordet porisme kommer af græsk porisma, af porizein 'fremskaffe, udlede', af poros 'gennemgang, vej, forsyning'

2) hos de græske matematikere Pappos og Proklos en matematisk sætning, der hverken er et generelt udsagn ("for alle") eller et eksistensbevis ("der findes"), men en anvisning på, hvordan noget kan findes. Et eksempel er at finde centrum i en given cirkel. Der er stor uenighed om, hvad Euklids Porismer (som er tabt) var, men de betragtedes som praktiske lettelser i geometrisk analyse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig