Pore, (af gr. poros 'åbning, hul, pore'), hos frøplanter et tyndvægget område i cellevæggen mellem to naboceller. En pore opstår i den unge cellevæg fra et primært porefelt, hvor der er særlig mange plasmodesmer, der forbinder nabocellers cytoplasma gennem cellevæggen. Når cellevæggen fortykkes i løbet af cellens specialisering, forbliver porefeltet tyndvægget og bliver til den senere pores poremembran, som består af midtlamellen og en tynd primær væg fra begge naboceller.

Der er to slags porer, simple porer og kammerporer. Simple porer findes i alle levende parenkymceller samt i afstivende, tykvæggede styrkevævsceller — taveceller og stenceller. I simple porer danner den fortykkede væg en cylindrisk indgang til poremembranen. I kammerporer fortykkes væggen, således at der dannes et kammer omkring poremembranen. Kammerporer findes i væggen på de døde langdistance-transportceller, trakeider og karceller, som transporterer vand i plantens ved. Se også celle.

Pore bruges hos visse mosser (Sphagnum) som betegnelse for et regulært hul i cellevæggen i en særlig vandopsugende celletype, hyalincelle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig