Polygonmåling. Eksempel på et såkaldt polygontræk med fire polygonpunkter (åbne cirkler), der bl.a. anvendes til landmåling. Man begynder og slutter i polygonpunkter med kendte koordinater (lukkede trekanter). Punkterne for enden af de stiplede linjer (åbne trekanter) er hjælpepunkter. Der skal måles fem polygonsider (linjestykker) og seks vinkler (vist med cirkelbuer).

Polygonmåling, metode i landmåling til bestemmelse af koordinater for varigt afmærkede punkter. Man begynder i et polygonpunkt med kendte koordinater og slutter (som oftest) i et allerede koordineret punkt. De nyetablerede punkter forbindes med rette linjer, hvis længde bestemmes ved elektrooptisk afstandsmåling. Vinklerne mellem disse polygonsider måles med teodolit.

Navnet polygonmåling skyldes, at polygonsiderne danner en lukket polygon, hvis polygonens begyndelses- og endepunkter er identiske. Afhængigt af om man kender koordinaterne for begyndelses- og endepunkterne, foreligger forskellige beregningsmæssige situationer: med eller uden overensstemmelser. Beregningen kan opfattes som en vektoraddition ud fra begyndelsespunktet.

Kvaliteten af en polygonmåling bedømmes gennem det såkaldte gab, der er afstanden mellem endepunktets givne koordinater og det koordinatsæt, der fremkommer ved polygonberegningen. Gabet for en polygonmåling er som regel mindre end 0,0007∙s, hvor s er polygonens samlede længde i meter.

I Danmark findes mere end 320.000 polygonpunkter, oftest langs veje. Alle detailpunkter forbindes ved måling med et eller flere polygonpunkter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig