polycystisk ovariesyndrom

Polycystisk ovariesyndrom set ved en operation. Der er skåret ind i æggestokken, hvor man under en tyk kapsel ser en række follikelcyster med en diameter på 10-14 mm.

.

Polycystisk ovariesyndrom. Ultralydbillede af en æggestok ved polycystisk ovariesyndrom. Hele æggestokken ses som en mørk, grålig skygge. De mørke områder er de væskefyldte små cyster.

.

Artikelstart

Polycystisk ovariesyndrom, PCOS, hormonforstyrrelse med dannelsen af mange cyster (blærer) i æggestokkene (ovarierne). Æggestokkene er forstørrede og har en glat, tyk kapsel. Tilstanden kaldes tidligere Stein-Leventhals syndrom efter de læger, som først beskrev den. Den forekommer hos 5-10% af alle kvinder i den fertile alder. Det er den hyppigste årsag til svigtende ægløsning og dermed til blødningsforstyrrelser (som regel sjældne blødninger) og barnløshed.

Faktaboks

Etymologi
1. ord i betegnelsen polycystisk overiesyndrom kommer af poly- og græsk kystis 'blære'.

Cysterne er follikler (blærer indeholdende æg), som er blevet stående i et stadium før ægløsningen. Yderst i cysterne ligger flere lag af thecaceller, som danner androgener (mandlige hormoner). Mange kvinder med PCOS har derfor øget behåring (hirsutisme). En stor del – men langt fra alle – er overvægtige. En diæt, som giver et væsentligt vægttab – uden at patienten nødvendigvis kommer ned på normalvægten – medfører ofte normale blødninger og graviditet hos de barnløse.

PCOS-patienterne har hyppigt insulinresistens, dvs. at fedt- og muskelcellerne kræver en højere blodkoncentration af insulin for at fungere normalt. Det minder om forholdene ved type 2-diabetes. Man har derfor med held anvendt lægemidlet metformin til behandling af PCOS, se diabetes mellitus.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig