Poltergejst-fænomener er en fællesbetegnelse for en række mystiske og forstyrrende fænomener, fx uforklarlige bankelyde i et hus, døre, der smækker, knirkende trin, møbler, som væltes, lys, der tændes og slukkes, tilsyneladende af usynlige kræfter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet poltergeist er tysk Poltergeist, af poltern 'buldre, larme' og Geist 'ånd'.

Sådanne fænomener har været kendt fra de tidligste tider og blev oprindelig tilskrevet drilagtige, undertiden ondsindede ånder eller overnaturlige kræfter (se nisse, spøgeri). Inden for spiritismen forklares fænomenerne som afdødes ånder, der forsøger at give sig til kende.

Den videnskabelige interesse opstod sammen med den psykiske forskning i 1800-tallets slutning. I de fleste poltergejst-tilfælde synes fænomenerne at koncentrere sig om en enkelt person, ofte en teenager, med stress, seksuelle spændinger eller indestængt vrede; fænomenerne ophører som regel i perioder, hvor personen er bortrejst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig