Polska, (sv., egl. 'polsk dans'), fællesnavn for en familie af nordiske dansemelodier, som især er udbredt i Sverige og Finland og ofte er knyttet til pardans med en karakteristisk omdansning. Musikken er i tredelt takt oftest med betoning på første og tredje taktslag og står centralt i svensk spillemandstradition. Dansen antages at være kommet fra Polen i 1600-t. og hører til de øvrige typer af polskdans, der er udbredt i Norden.