polsk

De ældste optegnelser, hvori polsk indgår, er kirkelige skrifter fra 1200-t. Fra 1300-t. findes rent polske tekster, fx Kazania świętokrzyskie (Helligkorsprædikenerne). Siden begyndelsen af 1500-t. har der eksisteret et egentligt polsk skriftsprog, idet latin dog har spillet en fremtrædende rolle i officielle sammenhænge frem til slutningen af 1700-t. Under Polens deling 1772-1918 var hhv. tysk og russisk, men ikke polsk officielle sprog.

Der er fire-fem polske dialekter: masovisk mod nordøst, storpolsk mod nordvest, lillepolsk mod sydøst og schlesisk mod sydvest; nogle regner kasjubisk omkring Gdańsk for et selvstændigt sprog, andre for en dialekt. De østlige dialekter, masovisk, lillepolsk og til dels schlesisk, er i forhold til de vestlige kendetegnet ved sammenfald af visse dentaler og alveolarer, fx szyja 'hals', i østpolsk udtalt [ˈsiə] og i vestpolsk [ˈʃiə]. I de tidligere tyske landsdele, der tilfaldt Polen efter 2. Verdenskrig, er befolkningen hovedsagelig tilflyttere fra andre egne af Polen, og sproget er derfor ikke dialektpræget.

I modsætning til de fleste andre slaviske sprog har polsk bevaret de oldslaviske nasalvokaler, ę [ɑ̃] og ą [ɒ̃]. Specielt for polsk er endvidere, at lyden [w], jf. eng. we, skrives ł, idet den svarer til ikke-palatalt l i andre slaviske sprog, jf. słowo [ˈswʌvʌ] 'ord' over for russ. slovo [ˈslovə]. Trykket ligger på næstsidste stavelse undtagen i visse fremmedord, fx uniˈwersytet 'universitet' og graˈmatyka 'grammatik', som i ikke-normativt sprog alligevel ofte udtales med sædvanligt tryk på næstsidste stavelse.

Som de fleste andre slaviske sprog er polsk et syntetisk sprog med et kompliceret bøjningssystem. Substantiverne har syv kasus: nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, dativ, instrumentalis og lokativ. Der er tre køn, maskulinum, femininum og neutrum. Under visse omstændigheder skelnes der i maskulinum singularis mellem betegnelser for det levende og det ikke-levende og i pluralis mellem personer af hankøn og alt andet. Foruden grammatisk køn er disse skel afgørende for valg af bøjningsform for substantiver, adjektiver og pronominer. Bestemt og ubestemt artikel findes ikke. De fleste verber danner såkaldte aspektpar bestående af et imperfektivt og et perfektivt verbum, fx wracać over for wrócić 'vende tilbage'. Man finder således ofte to polske verber for ét dansk.

Polsk er i hele sin udvikling påvirket af latin og tysk, og fra middelalderen stammer mange låneord fra tjekkisk pga. den kristne mission. Fra 1500-t. ser man især indlån fra ukrainsk og hviderussisk samt fransk. En klar påvirkning fra russisk kan spores siden begyndelsen af 1800-t., da fransk efterhånden mistede sin indflydelse, og indlån fra russisk er fortsat op gennem 1900-t. I 1990'erne er engelsk blevet den altdominerende kilde til nye indlån.