Polka, (af omstridt opr., måske af tjek. púlka 'halvtrin', af púl 'halv'), pardans til musik i 2/4-takt af bøhmisk oprindelse. Ca. 1840 blev polkaen spredt som populær modedans via Wien og Paris til det øvrige Europa, hvor der opstod en sand polkamani. Den bestod på dette tidspunkt af en række ture, men reduceredes hurtigt til kun at være den runddans, som forbindes med polka i 1900-t. Dansen og musikken har vundet stor udbredelse i USA, hvor forskellige retninger er udviklet med lokale forskelle i ensemblernes besætning. Der er skrevet et stort antal polkamelodier, bl.a. af wienerkomponisterne Joseph Lanner og Johann Strauß d.æ. og Johann Strauß d.y. og i Danmark ikke mindst af H.C. Lumbye, hvis Polka Militaire blev præsenteret på scenen af August Bournonville ved åbningen af det nyrestaurerede hofteater i 1842.