Politiske ungdomsorganisationer. Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms plakater, en del af det såkaldte agitationsmateriale, fra omkring 2. Verdenskrig er på ingen måde revolutionære. Venstrefløjsretorikken og de røde og sorte farver som på andre socialistiske og kommunistiske organisationers plakater står således i stærk kontrast til det pæne borgerlige par i forgrunden. Kampen for et socialdemokratisk samfund var vundet, så i stedet for oprør priser plakaten fra 1938 det samfundsbevarende og -opbyggende. Fra feb. 1937 til feb. 1940 oplevede DSU et fald i medlemstal på næsten 4000 til 23.353.

.

Politiske ungdomsorganisationer er organisationer med politisk virke, hvis medlemsskare rekrutteres blandt politisk engagerede unge.

Som følge af den almindelige politiske bevidstgørelse i slutningen af 1800-tallet og den høje valgretsalder dannede de unge, dvs. dem under 35 år, selvstændige lokale politiske foreninger.

De sluttede sig sammen i landsorganisationer med en mere eller mindre formaliseret tilknytning til de etablerede politiske partier. I 1904 stiftedes Højres Ungdom, fra 1916 Konservativ Ungdom (KU). I 1906 dannedes Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF). SUF, der blev kommunistisk domineret, brød med moderpartiet i 1919, hvorefter mange meldte sig ud og dannede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Venstres Ungdom (VU) stiftedes i 1908, og Radikal Ungdom (RU) i 1911.

Lige siden har alle politiske partier haft selvstændige ungdomsorganisationer. De har ofte indtaget en kritisk holdning til moderpartiets politik gennem en betoning af ideologiens renhed og ved bevidst provokerende udspil. Deres væsentligste politiske betydning har dog været funktionen som rekrutterings- og træningsbase for kommende politikere og partiledere, jf. fx H.C. Hansen (Socialdemokratiet), Erik Eriksen (Venstre) og Poul Schlüter (Det Konservative Folkeparti).

De politiske ungdomsorganisationer havde deres storhedstid fra 1930'erne til 1950'erne med sociale arrangementer, stævner, oplysningsarbejde, underholdning og i 1930'erne tillige med demonstrationer af undertiden ret håndfast karakter.

I 1949 havde VU som den største organisation ca. 62.000 medlemmer. Ungdomsoprørets politiske engagement gik uden om de etablerede politiske ungdomsorganisationer, og et væld af "alternative" politiske organisationer og bevægelser tiltrak i stedet. Organisationernes medlemstal faldt drastisk ligesom deres betydning som ungdommens brede mobiliserende og socialiserende politiske ståsted.

Efter afdækning sidst i 1980'erne af svindel i forbindelse med medlemslisterne i flere af organisationerne for at opnå statstilskud udgjorde det samlede reelle medlemstal i 2005 knap 10.000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig