politisk socialisering

Politisk socialisering er det enkelte menneskes erhvervelse af forholdsvis varige politiske holdninger og adfærdsdispositioner. Den væsentligste politiske socialisering antages at foregå i den tidlige barndom og ungdom, men også voksensocialisering forekommer.

Som faglig disciplin befinder politisk socialisering sig på grænsen mellem statskundskab og psykologi, og forskningen har i betydeligt omfang været inspireret af psykoanalytisk teori, teorier om kognitiv modning og social læring samt betydningen af socialiseringsagenter.

Begrebet politisk socialisering blev anvendt for første gang i slutningen af 1950'erne og blev en hurtigt voksende og dynamisk subdisciplin inden for statskundskaben, som manifesterede sig i et stort antal undersøgelser af holdningsdannelsen primært hos børn og unge. Denne form for forskning kulminerede i 1970'erne; siden da har politisk socialisering indtaget en mere beskeden plads inden for statskundskaben.

Socialisering i betydningen samfundsovertagelse

Socialisering i betydningen samfundsovertagelse af (dele af) produktionslivet og veje til en sådan overtagelse udsprang af 1800-t.s diskussioner blandt socialister om vejen til socialisme.

Socialdemokraterne tolkede ofte vejen til samfundseje som statseje, altså som nationalisering, mens de revolutionære tolkede vejen som arbejdernes overtagelse af produktionen. Nogle revolutionære forstod dette som et angreb på arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og krævede medbestemmelse.

Presset af de revolutionære arbejdede europæiske socialdemokratier, herunder de skandinaviske, efter 1. Verdenskrig på at lade socialisering omfatte bedriftsråd og former for kooperativ produktion. En tilsvarende situation opstod efter 2. Verdenskrig, da socialisering igen blev nydefineret som industrielt demokrati eller økonomisk demokrati.

Læs mere om socialisering.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig