politisk geografi

Politisk geografi, fagdisciplin, der behandler politiske forholds geografi, herunder verdens inddeling i politiske enheder og disses afgrænsning. Den politiske geografi havde en storhedstid ved afslutningen af 1. Verdenskrig, da emnet blev inddraget i fredsforhandlingerne i Versailles. Baggrunden var bl.a. arbejder af den britiske geograf Halford J. Mackinder (1861-1947), som forklarede staters interesser med geografiske forhold. Koblingen inddrog såvel imperialistiske som nationale interesser og var derfor brugbar i fredsforhandlingerne, som både skulle tilgodese stormagterne og den amerikanske opfattelse af, at en opdeling i entydige nationalstater ville resultere i et mere stabilt Europa. Det betød, at nye politiske grænser skulle drages efter sproggrænser eller baseres på folkeafstemninger ved omstridte grænser.

I de efterfølgende årtier kom begrebet geopolitik til at spille en stor rolle, især i Tyskland, hvor bl.a. geografen Karl Haushofer (1869-1946) søgte at retfærdiggøre nazismens betragtninger om Lebensraum og tysk ekspansion mod øst. I Danmark blev geopolitikken kendt fra Gudmund Hatts tyskvenlige bøger og radioforedrag under 2. Verdenskrig.

Efter 1945 gik faget andre veje. Richard Hartshorne definerede i 1954 politisk geografi som studier af områders politiske ligheder og forskelle; især udbredelsen af mindretal, sproglige, religiøse og nationale, kom i fokus, ligesom valggeografi, der undersøger den geografiske fordeling af partiernes stemmer og baggrunden herfor.

Berlinmurens fald i 1989 og opløsningen af Sovjetunionen i 1991 betød, s.m. en genopblussen af nationalistisk ideologi, at politisk geografi fik en renæssance i 1990'erne, omend på meget ændrede præmisser. Disciplinen omfatter nu studier på flere niveauer. Globalt behandles bl.a. betydningen af den kolde krigs afslutning og det deraf følgende opbrud af verdensbilledet med to poler. På det nationale niveau diskuteres bl.a. nationalstatens fremtid i lyset af overnationale sammenslutninger og lokalt samarbejde over grænser. På lokalt niveau studeres bl.a. ghettodannelser og ikke-formelle beslutningsstrukturer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig