Politisk økonomi, tidligere betegnelse for nationaløkonomi, opstået i 1700-t. i Frankrig og England som hhv. économie politique og political economy. Adjektivet politisk understregede, at det drejede sig om statens eller samfundets økonomi snarere end om den enkelte husholdnings eller virksomheds økonomi. Fra sidst i 1800-t. blev det i de engelsktalende lande mere almindeligt blot at tale om economics, samtidig med at der skete en vis indsnævring af begrebet. I den marxistiske og sovjetiske litteratur blev politisk økonomi imidlertid fastholdt som betegnelse for læren om den samfundsmæssige organisering af produktion og fordeling af goder til tilfredsstillelse af menneskelige behov. Inspireret af tysk sproglig tradition anvendtes betegnelsen statsøkonomi i Danmark indtil sidste halvdel af 1800-t., da nationaløkonomi blev den gængse betegnelse.

I 1980'erne opstod der inden for nationaløkonomien en særlig forskningsgren under navnet politisk økonomi, der studerer samspillet mellem politiske institutioner, fx centralbankens politiske uafhængighed, og udviklingen i økonomiske størrelser som inflation og offentlig gæld.

Rational choice-teori

Inden for politologien betegner politisk økonomi i dag forskning i grænseområdet mellem politisk videnskab og økonomi, der analyserer kollektive beslutninger, processer og institutioner med udgangspunkt i de antagelser, modeller og metoder, der ellers normalt forbindes med økonomisk videnskab. I denne forbindelse anvendes betegnelsen rational choice-teori synonymt med politisk økonomi, og der sondres mellem to hovedretninger: social choice- og public choice-retningen. Den første beskæftiger sig især med problemer i forbindelse med at sammenveje individuelle præferencer til en kollektiv nyttefunktion, dvs. indkredse, hvilken kollektiv beslutning der vil være den optimale, når en bestemt fordeling af individuelle præferencer er givet. Ifølge Arrows umulighedssætning findes der ingen aggregeringsmåde, fx et valgsystem eller en afstemningsteknik, som på samme tid kan tilfredsstille fem naturlige krav, der er opstillet ud fra almindelige demokratiske principper. I forlængelse heraf beskæftiger social choice-retningen sig også med analysen af empirisk givne valg- og afstemningsmetoder med henblik på især deres konsekvenser for forholdet mellem de individuelle præferencer og indholdet af de kollektive beslutninger. Public choice-retningen analyserer politiske (kollektive) beslutninger ud fra den antagelse, at de involverede aktører rationelt maksimerer deres nytte. Analysens sigte bliver derfor at forklare aktørernes strategivalg ud fra deres bestræbelser på at optimere de individuelle nyttefunktioner. Et tidligt pionerarbejde inden for denne retning er Anthony Downs An Economic Theory of Democracy (1957).

International politisk økonomi

betegner samspillet mellem økonomi og politik i internationale forhold. Den skarpe opdeling mellem økonomi og politik fandtes ikke i feudale samfund. Adskillelsen mellem en politisk sfære omkring staten på den ene side og en økonomisk sfære omkring markedet på den anden side er et særkende ved det moderne kapitalistiske system. Der findes tre hovedteorier om international politisk økonomi hver med deres syn på forholdet mellem stat og marked.

Ifølge den merkantilistiske teori bør økonomisk aktivitet tjene til opbygning af en stærk stat. Økonomien bliver på denne måde et redskab for et politisk mål om øget magt til staten. Den internationale økonomi betragtes som en konfliktarena, hvor den ene stats gevinst er den andens tab.

Ifølge den klassiske økonomiske liberalisme bør staten lade markedsøkonomien passe sig selv mest muligt; økonomien kan herefter udvikle sig efter sin egen logik, og det vil føre til velstand i alle lande. Den internationale økonomi er for liberalister en kilde til samarbejde og gensidig fordel, hvorfor frihandel bør fremmes.

Ud fra den marxistiske teori er den internationale politiske økonomi præget af ulighed, klassemodsætninger og udbytningen af den tredje verden, først i form af økonomisk imperialisme og kolonialisme og siden via multinationale selskabers virke.

Spørgsmålet om udvikling og underudvikling i den tredje verden præger sammen med globaliseringsspørgsmålet (se globalisering) den internationale politiske økonomi. Den liberale tilgang finder, at den tredje verden har gode udviklingsmuligheder i samarbejde med de industrialiserede lande; integration i verdensmarkedet er et gode. Ifølge de marxister, der bekender sig til afhængighedsteori, er en sådan udvikling ikke mulig inden for rammerne af det kapitalistiske verdensmarked; integrationen i verdensmarkedet er et onde. Moderne merkantilister forsøger at finde en middelvej mellem integration og autonomi.

Økonomisk globalisering betyder, at landene knyttes stadig tættere sammen økonomisk. Liberalisterne ser denne udvikling som en kvalitativ forbedring, hvor staterne mister magt og indflydelse til markedet. Merkantilisterne finder ikke, at globaliseringen indeholder noget nyt eller truer staten. Marxisterne ser globaliseringen som en ulige proces, der påvirker staterne forskelligt og skaber nye vindere og tabere både i ilandene og i den tredje verden. Samtidig koncentreres den økonomiske magt i stigende grad i de ledende industrilande.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig