Polering, (af lat. polire 'glatte, polere'), mekanisk finbearbejdningsproces til frembringelse af en jævn og blank, skinnende, glinsende eller mat overflade på metaller, plast eller træ. Polering foregår enten manuelt eller automatisk ved at trykke en roterende polerskive med et polermiddel mod genstanden. Polermidlet indeholder fine slibekorn bestående af diamant, korund, kiselkarbid e.l. opslæmmet i væske eller i en polerpasta. Emner, der poleres i slutfremstillingsfasen, er fx rustfri køkkenvaske, forkromede armaturer og spisebestik. Opnåelige overfladeruheder ved polering ligger normalt omkring 0,01-0,25 μm. Se også slibning.