Polarnavigation, navigation under de specielle forhold, der forekommer i polare områder, hvor anvendelse af en del af de sædvanlige navigationsinstrumenter ikke er mulig. Således vil magnetkompasser tæt på de magnetiske poler have meget lille indstillingskraft, og da misvisningen samtidig kan blive meget stor, skal de anvendes med forsigtighed; gyrokompasser fungerer ligeledes dårligt på høje breddegrader, hvor det nordsøgende element ikke kan indstille sig; sekstantobservationer vanskeliggøres i isfyldt farvand, hvor kimingen ses over is, og observationer må tages med kunstig horisont; endelig vanskeliggøres udregningen af stedlinjer af timevinklens hurtige ændring.

Polarnavigation må fortrinsvis baseres på inerti-, satellit- og radarsystemer samt radionavigationssystemer, hvor dog kun få er udbredt til de højeste bredder, og gode observationer kan også her vanskeliggøres af meteorologiske forhold.

Storcirkelkort, Lamberts koniske projektion og kort med et net påført i polarstereografisk projektion omkring 0-meridianen kan anvendes på de høje bredder, mens det sædvanlige merkatorkort ikke kan bruges.

Polarnavigation anvendes hovedsagelig af fly, mens kun få skibe, bortset fra ubåde, sejler på bredder over ca. 75°.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig