Poeta laureatus, (lat. 'laurbærkranset digter'), skikken med laurbærkransning af betydelige digtere stammer fra antikken og blev fra 1300-t. genoptaget og siden udbredt som hyldestgestus over hele den vestlige verden. Petrarca blev digterkronet i Rom 1341. I England blev Poet Laureate titel og embede for den officielle hofdigter med John Drydens udnævnelse i 1668. Siden da har linjen af engelske hofdigtere omfattende bl.a. William Wordsworth, Alfred Tennyson og Ted Hughes været ubrudt; embedsforpligtelserne er dog efterhånden nedtonet. Siden 1985 i USA har Kongresbibliotekets særlige rådgiver vedrørende lyrik — udpeget for et år ad gangen — haft titel af national Poet Laureate.
Se også laurbær (Symbolik).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.