Pleonasme, overflod i sprogbrugen, i moderne terminologi redundans, almindelig i talesproget som dobbeltkonfekt: manden han siger ... , årsagen skyldes, at ... , eller som talefigur, der tilsigter større fylde i udtrykket: Jeg så det med mine egne øjne. Der findes adskillige grænsetilfælde, hvor det kan være indviklet, eller decideret umuligt, at afgøre, om der er tale om en pleonasme eller ej, fx en rund cirkel (ingen menneskeskabt cirkel kan pr. definition være perfekt rund) og en rytter til hest (rytteren behøver ikke at sidde på sin hest), o.m.a.