Artikelstart
Plateaubasalt, lavastrømme af bjergarten basalt, som opbygger op til 10 km tykke plateauer i løbet af få millioner år. De enkelte lavastrømme kan være løbet flere hundrede kilometer og have et rumfang på 10-100 km3; enkelte over 500 km3.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet plateau kommer af fransk plateau 'flade', af plat 'flad'.
Plateaubasalter danner en karakteristisk terrasseagtig landskabsform, hvor hvert trin består af én lavastrøm. De dannes af vulkanisme især i forbindelse med opstigningen af en varm plume i Jordens kappe. Denne type vulkanisme kendetegnes ved større lavaproduktion pr. år end nogen anden.
Store områder med plateaubasalt opstod i forbindelse med kontinentopsprækningen og dannelsen af det nordlige Atlanterhav, der begyndte for 58 mio. år siden, se Atlanterhavet. De ligger nu på kontinentrandene i Vest- og Østgrønland og på Færøerne. Andre plateaubasaltområder findes i Indien, Sibirien, Sydafrika, Brasilien og det vestlige USA.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.