plastmaling

Plastmaling, vandig maling med plastdispersion som bindemiddel. Oprindelig benyttedes polyvinylacetat (PVAc), senere polyakrylater (rene, blandede eller copolymeriserede — fx styrenakrylat) og andre polymerer. Når vandet fordamper fra et opstrøg af plastmaling, klæber bindemidlets partikler sammen (koalescerer) og danner sammen med pigmenter og fyldstoffer en sammenhængende film. Bl.a. for at fremme koalescens indeholder plastmaling ofte hjælpeopløsningsmidler, fx glycoler. For at minimere mængden af organiske opløsningsmidler er der udviklet core-shell-dispersioner, hvor den enkelte polymerpartikel er omgivet af en skal med andre egenskaber. En hård kerne med en blød skal kan koalescere uden brug af opløsningsmidler.

Plastmalinger findes til mange forskellige anvendelser såvel ude som inde. Eksempler er væg- og loftmalinger, malinger til beton-, sten- og pudsfacader og til træværk og trævinduer. Plastmalinger har afløst mange både vandige og opløsningsmiddelholdige traditionelle malevarer til bygningsbrug i anden halvdel af 1900-t.