plastisk formgivning

Plastisk formgivning, metoder til formgivning af emner af metalliske materialer vha. plastisk deformation. Processerne kaldes massebevarende i modsætning til massereducerende processer som spåntagende bearbejdning og ætsning. En række vigtige processer til plastisk deformation er bukning, dybtrækning, ekstrudering, koldflydepresning, prægning, smedning, trådtrækning og valsning.

Fælles for disse processer er, at man ved træk-, tryk-, bøjnings- eller vridningspåvirkning omformer et emne til en ønsket form. Under formningen udnyttes de metalliske materialers plasticitet, dvs. evnen til at antage en ny form.

Forskningen og udviklingen inden for plastisk formgivning foregår i dag med numeriske beregninger og simuleringer på computere i form af finite element-analyser, ligesom modelteknik med fx voksmaterialer anvendes til simulering af materialers plastiske deformation.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig