skærmtyper

Skærmtyper er de forskellige slags skærme (monitorer) på computere eller tv. Stationære computere havde indtil begyndelsen af 2000-tallet normalt CRT-skærme (Cathode Ray Tube), der ligesom klassiske tv-skærme indeholder et katodestrålerør (billedrør); princippet i denne teknologi er mere end 100 år gammelt. CRT-skærme er imidlertid store og tunge og er i vid udstrækning fortrængt af fladskærme.

Fladskærme kan være opbygget med flydende krystaller; de betegnes da LCD (Liquid Crystal Display). Hver pixel er en flydende krystal, og ved at påtrykke denne en elektrisk spænding ændres dens lysrefleksion. Det første kommercielle produkt med en (monokrom) LCD var en elektronisk lommeregner i 1973.

Hvis en LCD skal have en VGA-opløsning på 640×480 pixler, kræver det, at 307.200 flydende krystaller skal styres. Skal det gøres individuelt, vil det medføre en meget kompliceret ledningsførelse bag skærmen. Derfor opbygges LCD'er i flere lag i en såkaldt matriksstruktur. I de tidligste skærme var der mellem top- og bundlaget placeret flydende krystaller, som drejer lysets polarisation 90 grader undervejs. Det blev kaldt twisted nematic (TN).

Man fandt senere ud af, at med en større drejning (mellem 180 og 270 grader) af de flydende krystaller, supertwisted nematic (STN), kunne man opnå et bedre billede. Når man så skævt ind på denne skærmtype, var farverne imidlertid anderledes, end når man så forfra ind på skærmen. Det problem blev løst ved at placere to lag af flydende krystaller oven på hinanden drejet hver sin vej; det kaldes dual supertwisted nematic (DSTN). En simplere og billigere måde, som nu er den mest almindelige, er dog at bruge en kompenserende film, film-compensated STN (FSTN), som giver samme kvalitet som DSTN.

Alle de nævnte matriksskærme har den ulempe, at den enkelte pixel ikke kan kontrolleres særlig hurtigt, hvilket bl.a. går ud over kontrasten. Det kan løses ved at placere en transistor ved hver pixel til at styre strømmen; det almindeligste navn for en sådan skærm er tyndfilmstransistor-LCD eller TFT-LCD (se silicium-tyndfilmstransistor). I en TFT-LCD kan man benytte større strømstyrker, hvorved man får et skarpere og mere klart billede. LCD-skærme produceres i dag (2006) i størrelser fra få tommer til over 100 tommer.

Plasmaskærme har vundet indpas til tv-skærme i store formater. De virker ved at sende en elektrisk strøm gennem en gas, så den bliver ioniseret; der dannes et plasma. Det udsender ultraviolet lys, som ledes til et fosforescerende lag, der fremkalder rødt, grønt eller blåt lys på skærmen. Plasmaskærme er så hurtige, at de kan bruges til visning af levende billeder, og de kan fremstilles med en diagonallængde på over 100 tommer og alligevel være tynde og lette. En plasmaskærm er synsmæssigt mere lig en CRT-skærm, end LCD-skærmen er.

Elektronisk papir er en speciel form for skærmtype, der har mange af de samme egenskaber som almindeligt papir. Det er let og bøjeligt, baggrunden er hvid, kontrasten er høj, og det kan som almindeligt papir ses udelukkende med reflekteret lys og kræver ikke gennemlysning som traditionelle computerskærme. Det består af millionvis af mikroskopiske plastickapsler med en diameter svarende til tykkelsen af et menneskehår. Hver mikrokapsel indeholder positivt ladede hvide partikler og negativt ladede sorte eller farvede partikler i en klar opløsning. Når et negativt elektrisk felt påtrykkes lokalt, vil de hvide partikler i det pågældende område bevæge sig op i toppen af kapslen og gøre området hvidt, mens de mørke partikler trækkes ned i bunden, hvor de er skjulte. Med et modsatrettet felt kan overfladen af papiret gøres mørk. Mikrokapslerne er indlagt mellem to plastlag, der indeholder et elektronisk kredsløb, der gør det muligt at styre det elektriske felt i små pixler.

SED (Surface-conduction Electron-emitter Display) er en af de næste teknologier, der vinder indpas som fladskærmsteknologi. SED har et net af pixler, hvor hver enkelt pixel virker efter samme princip som et katodestrålerør. SED-teknologien har bedre kontrastforhold end andre fladskærme og er lige så god til at vise bevægelse som CRT-skærme. SED-skærme produceres i dag (2006) endnu kun til relativt små skærme op til 15 tommer. De er stadig dyre at producere, men har særdeles god energiøkonomi i forhold til andre skærmtyper.

OLED (Organic Light-Emitting Diode), der baserer sig på diodeteknologi (se diode), kan anvendes til skærme med lavt energiforbrug og høj lysintensitet. I dag (2006) anvendes OLED til mindre skærme, i fremtiden forventes de at kunne erstatte TFT- og plasmaskærme i store formater og muligvis også elektronisk papir.