plantemorfologi

Plantemorfologi, læren om planternes opbygning. Oprindelig var det vigtigste formål med den klassiske morfologi at få entydige betegnelser og definitioner på planternes enkelte elementer, og som sådan blev plantemorfologi især en hjælpedisciplin for den systematiske beskrivelse af planteriget. Omkring 1830 fik morfologien imidlertid en selvstændig betydning som en videnskab, der bl.a. kunne bruges til at vise, at alle planteelementer kan henføres til tre grundbegreber: rod, stængel og blad. Morfologien blev inddelt i flere retninger: deskriptiv morfologi (den klassiske morfologi); sammenlignende morfologi, hvor man så på formrigdommen af de enkelte elementer og lavede sammenligninger i hele planteriget; økomorfologi, der beskæftiger sig med planteopbygningens afhængighed af økologiske faktorer, og endelig morfogenesen, læren om genernes og levevilkårenes betydning for opbygningen.

I Danmark inddeles morfologien i dag i følgende tre områder: Læren om den ydre morfologi, den egl. morfologi, hvor man ikke tager hensyn til den cellulære opbygning af planterne, men anvender såvel deskriptive som sammenlignende studier, læren om den indre morfologi, planteanatomi, og som tredje område morfogenese. Under anatomien vil opbygningen af de reproduktive strukturer og kimen undertiden blive skilt ud i en selvstændig disciplin, embryologien.