Plantebiokemi er læren om de kemiske forbindelser, som planter er opbygget af, og om det samspil af enzymkatalyserede kemiske processer, der fører til deres dannelse.

Når plantebiokemi udskilles som en særlig del af biokemien, er det, fordi planters biokemi på mange måder er unik. Af vigtige plantebiokemiske områder skal nævnes: 1) Planters evne til at udføre fotosyntese, dvs. at syntetisere kulhydrater som glukose, sukrose og stivelse med atmosfærens kuldioxid som eneste kulstofkilde og sollys som energikilde. 2) Planters evne til ud fra nitrat eller ammonium og i visse tilfælde også ud fra atmosfærens nitrogen at syntetisere et utal af nitrogenforbindelser. Således syntetiserer planter selv samtlige aminosyrer, der indgår i proteiner, altså også de aminosyrer og vitaminer, der er essentielle for dyr og mennesker, og som vi kun kan skaffe os ved at spise plantemateriale. 3) Planters evne til at syntetisere en kraftig cellevæg. Cellevæggen er opbygget af komplekse polymerer såsom cellulose, hemicelluloser, pektin og lignin. Plantecellevægge udgør langt den største del af Jordens biomasse og er derfor den vigtigste fornybare bioresurse både mht. energiproduktion og som råmateriale for industriel videreforarbejdning (se også celle). 4) Planters evne til at syntetisere mere end 200.000 forskellige naturstoffer. Disse stoffers funktion kan være at tiltrække insekter med henblik på bestøvning eller at gøre planten så giftig eller give den så dårlig en smag, at den ikke bliver ædt. Planter danner ligeledes flygtige signalstoffer, der advarer omkringstående planter om forestående insektangreb. Flere hundrede af disse naturstoffer har medicinsk anvendelse, og der er sikkert tusinder af endnu ukendte lægemidler gemt i Jordens planter. Det er derfor, at udryddelsen af selv den mest uanseelige planteart kan være et stort tab for menneskeheden. 5) Planters eminente evne til at regulere deres stofskifteprocesser, så de kan tilpasses både gunstige og ugunstige vækstforhold.

Biokemisk grundforskning på områder, der er specifikke for planter, og hvor der derfor ikke findes veludforskede analoge systemer i dyr og mikroorganismer, tjener således ikke alene til at udvide vores forståelse af planters biokemi og fysiologi. Den tjener i høj grad også til at udvide den samlede naturvidenskabelige erkendelse. Samtidig fører de unikke biosynteseveje i planter til dannelse af en række vigtige biopolymerer og medicinske præparater.

En bedre plantebiokemisk forståelse vil kombineret med brug af genteknologi muliggøre udvikling af planter med større indhold af ønskede stoffer og polymerer med nye, skræddersyede egenskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig