Planteavl, målrettet dyrkning og avl af alle arter af nytteplanter. Avlens omfang og afgrødevalget i den enkelte landbrugsbedrift er påvirket af flere forhold, hvoraf husdyrholdets størrelse og sammensætning er det væsentligste. På dette område har der siden 2. Verdenskrig været en meget markant udvikling i Danmark, idet der tidligere på næsten alle landbrug var husdyr, både kvæg, grise, heste og fjerkræ, som alle skulle have foder fra planter avlet i bedriften. Der er nu langt færre bedrifter med husdyrhold, og antallet af landbrug uden husdyr er kraftig forøget. Disse forhold har medført en ændring af afgrødesammensætningen i planteavlen i Danmark siden midten af 1900-t. Det samlede areal, hvorpå landbrugets planter avles, er i denne periode reduceret med næsten 400.000 ha, som er taget ud af landbrugets drift til andre formål.

Planteavl - Danmark
1950/54 1997
1000 ha % 1000 ha %
korn 1311 42,2 1569 60,6
bælgsæd 9 0,3 97 3,7
kartofler 104 3,4 38 1,5
foderroer 411 13,2 40 1,6
sukkerroer 66 2,1 68 2,6
majs <1 <1 45 1,7
græs1 715 23,0 335 13,0
græs2 402 12,9 200 7,7
frøavl 50 1,6 64 2,5
raps 13 0,4 106 4,1
andet3 28 0,9 27 1,0
i alt4 3109 100,0 2589 100,0
øvrigt5 12 151
1 i omdrift, inkl. grøntfoder og helsæd
2 uden for omdrift
3 bl.a. gartneriprodukter avlet i landbrug
4 uden braklagte arealer
5 inkl. braklagte arealer

Korn var og er den største afgrøde og anvendes både som foder og som salgsafgrøde (se korn og kornprodukter), og arealet er forøget kraftigt. Derimod er dyrkningsomfanget af de egentlige foderplanter som roer og græs reduceret med næsten 1 mio. ha, hvilket afspejler nedgangen i kvægholdet. Arealet med egentlige salgsafgrøder som bælgsæd, frø og olieplanter, fx raps, er øget med næsten 200.000 ha fra 1950 til 1997. Valget af salgsafgrøder i planteavlen afhænger af mulighederne for afsætning og af priserne på produktet samt i nogen udstrækning af, om avleren er placeret i nærheden af en forarbejdningsvirksomhed, en sukkerfabrik, en kartoffelmelsfabrik, et frørenseri, et malteri eller tilsvarende.

Ud over husdyrhold er jordbundsforholdene et vigtigt valggrundlag for planteavl. Lette, sandede jorder er ikke så dyrkningssikre som lermuldede jorder og derfor ikke så velegnede at basere en avl af salgsafgrøder på; såfremt der er adgang til markvanding, er jordens kvalitet dog ikke så afgørende for dyrkningsværdien. Forhold vedrørende påkrævede investeringer i bygninger, maskiner og teknik samt dyrkningsomkostninger i øvrigt tages naturligvis også i betragtning, og endelig spiller planteavlerens lyst og interesse en afgørende rolle, når afgrødevalget i planteavlen fastlægges.

Dyrkningsforhold

Almindeligvis avles landbrugsplanter i renbestand eller som renkulturer, dvs. at der i den enkelte mark kun dyrkes én bestemt planteart eller -sort, men det er dog ikke ualmindeligt, at der dyrkes artsblandinger. Især ved etableringen af græsmarker består udsæden af flere arter, fx kløver og forskellige græsser. Også en øget dyrkning af sortsblandinger (se sort) af korn finder sted, især kornsorter af byg og hvede.

Den største sikkerhed i dyrkningen og det bedste udbytte opnås, når der fra år til år veksles mellem forskellige arter, således at forfrugten for en afgrøde er en anden art. Såfremt der fx dyrkes korn efter korn eller måske endog samme kornart over flere år i monokultur på samme mark, øges risikoen for sygdomsangreb med nedsat udbytte til følge. Det gælder ikke alene korn, men også kulturer som bederoer, kålroer og raps. Det er altid et fornuftigt tiltag i planteavlen så vidt muligt at etablere et sundt sædskifte. Se også artiklerne om de enkelte plantearter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig