I geometri er en plan en flade i rummet, som for ethvert par af forskellige punkter på fladen indeholder den rette linje mellem punkterne. I Euklids Elementer defineres en plan som en flade, der "ligger lige mellem de rette linjer i den". Tre forskellige punkter, der ikke ligger på linje, bestemmer fuldstændigt en plan. En figur, der er helt indeholdt i en plan, kaldes en plan figur.

Faktaboks

Etymologi

Ordet plan kommer af lat. planum 'flade', neutr. af planus 'flad'.

To planer, der ikke er sammenfaldende og ikke har punkter fælles, kaldes parallelle; de har da en fælles normal. To forskellige planer, der ikke er parallelle, skærer hinanden i en fælles ret linje, deres spor. En ret linje, der ikke ligger i planen, er enten parallel med planen eller skærer planen i netop et punkt, linjens spor.

I vektoralgebra er en plan et todimensionalt rum udspændt af to lineært uafhængige vektorer med deres krydsprodukt som normalvektor , dvs. den er vinkelret på enhver linje i planen. I et retvinklet koordinatsystem bestemmes en plan ved en ligning af første grad: \(a(x-x_0)+b(y-y_0)+c(z-z_0) = 0\), hvor \((x_0,y_0,z_0)\) er koordinaterne til et punkt i planen, og \((a,b,c)\) koordinaterne til en normalvektor til planen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig