Kogle og kerner
Pinjekogle og pinjekerner
Kogle og kerner
Byline: Lars Gejl/Biofoto/Ritzau Scanpix.

Pinjekerner.

.

Pinjekerner er frø fra pinjetræet(Pinus pinea) og koreafyr (Pinus koraiensis). Pinjekerner smager meget aromatisk, specielt når de er ristede. De har højt fedtindhold, og de anvendes fx til pesto sammen med basilikum, eller de kan ristes som snack.

Faktaboks

Etymologi

Ordet pinje kommer af fransk pigne 'fyrrekogle', af latin pinus 'fyrretræ'.

Pinjetræet er et stedsegrønt nåletræ, der har sin oprindelse i Middelhavsområdet. Pinjekerner er ca. 1 cm lange kerner, og de sidder inde i kogler. Koglerne er op til tre år om at modnes. Når koglerne er modne, åbner de sig, så kernerne kan falde ud. Ved kommerciel høst af pinjekerner kan koglerne varmes op for at få dem til at åbne sig. Kernerne er omgivet af en tynd skal, når de falder ud af koglerne, og denne må fjernes, inden kernerne kan spises.

Pinjekerners næringsindhold

Pinjekerner indeholder 62 % fedtstof, 14 % protein, 10 % kulhydrat og 6% kostfibre. Pinjekernerne har et højt indhold af umættede fedtsyrer, og derfor bliver pinjekernerne hurtigt harske. Holdbarheden forlænges ved opbevaring af dem i mørke og køligt.

Pinjemund

Enkelte personer kan opleve en metallisk bismag eller et midlertidigt tab af smagssansen efter indtagelse af pinjekerner fra arten Pinus armandii. Disse dyrkes primært i Kina og kaldes derfor "kinesiske pinjekerner". Fænomenet, der betegnes pinjemund, opstår 1-2 dage efter indtagelsen og varer 1-2 uger. Frøene anses for at være uegnede til konsum og må derfor ikke sælges i Danmark. Der står gerne på emballagen, hvilket land pinjekernerne kommer fra.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig