pigeskoler

Artikelstart

Pigeskoler, skoler alene for piger. Fra slutningen af 1700-t. indså kredse i det københavnske borgerskab nødvendigheden af, at også piger fik skoleoplæring. Private pigeskoler, ofte kaldet Døttreskoler og drevet af kvinder, blev i 1790'erne oprettet i hovedstaden og i enkelte større provinsbyer.

I 1814 blev undervisningspligten lovfæstet, og der blev etableret et offentligt skolevæsen for både drenge og piger; i byskolerne opdelt i drenge- og pigeklasser, et princip, der i København blev fastholdt indtil 1945. Borgerskabets døtre blev i 1800-t. oftest undervist hjemme eller i private pigeskoler eller "institutter" drevet af en forældrekreds, en skoleholder eller af en velgørenhedsforening. Pigeskoletilbuddet varierede fra en op til tiårig undervisning i mange fag med vægt på håndarbejde, religion og fremmedsprog til en nødtørftig etårig indlæring i læsning, skrivning og lidt regning. Ca. 1845-1920 havde pigeskolerne deres florissante periode.

Fra 1875 fik kvinder adgang til universitetet, men ikke til de statslige latinskoler. I 1886 opnåede N. Zahles Skole som den første pigeskole dimissionsret til studentereksamen. Almenskoleloven af 1903 gav piger samme ret som drenge til optagelse i statens gymnasieskoler. Samtidig indførtes den særlige pigeskoleeksamen. Denne eksamen, som omkring 1950 endnu fandtes ved N. Zahles, Marie Kruses og Ingrid Jespersens skoler, blev afskaffet i 1958. De fleste pigeskoler blev i 1950'erne omdannet til fællesskoler.

I 1893 stiftedes på Th. Langs initiativ foreningen Den danske Pigeskole, der bl.a. gennem udgivelsen af Bog og Naal. Maanedsskrift for kvindelig Undervisning og Opdragelse (1894-1953) opnåede en betydelig pædagogisk og politisk indflydelse.

Se også dansk skolehistorie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig