Petition betyder ansøgning. I ældre tid, da parlamenterne ikke havde et selvstændigt lovgivningsinitiativ, anvendtes petition som betegnelse for parlamenternes henvendelser til kongen om at foretage ændringer i lovgivningen eller som den engelske forfatningsakt Petition of Rights of 1628 til at respektere landets gamle love og friheder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet petition kommer af latin petitio, af petere 'forlange, bede om'.

Ifølge anordning af den 28. maj 1831 om indførelse af provinsialstænder i Danmark kunne disse forsamlinger indgive petitioner, "andragender", til kongen med forslag om ændringer af lovgivningen eller kritik af lovenes overholdelse. Petition har også været anvendt om henvendelser fra borgere til regering eller parlament.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig