Personlighedsspaltning, alternerende, eller multipel personlighed, særlig bevidsthedsforstyrrelse præget af tilstedeværelsen af to eller flere tilsyneladende forskellige personlige identiteter (se dobbeltgænger). Tilstanden sætter almindeligvis pludseligt ind, ofte udløst af psykisk belastning eller tab. Den kan vare timer eller dage og ophører også brat. Den pågældende har bagefter ingen eller kun svag erindring om den bevidsthedsspaltede periode.

Psykiateren E. Bleuler skabte i 1911 betegnelsen skizofreni (sindsspaltning) om den manglende sammenhæng mellem tanker, følelser og handlinger ved denne sygdom. Dette har medvirket til, at mange uden psykiatrisk indsigt har fået den fejlagtige opfattelse, at personlighedsspaltning er karakteristisk for skizofreni.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig