personbogen

Personbogen, landsdækkende register, den del af tinglysningssystemet, hvor rettigheder over løsøre og formue i almindelighed registreres; rettigheder over biler, fx udlæg eller pant, registreres dog i bilbogen, mens pant og retsforfølgning i andele i andelsboligforeninger registreres i andelsboligbogen.

I personbogen registreres pantebreve i andet løsøre end biler, herunder høstpant, samt ægtepagter, bosondringer og afgørelser om fratagelse af den retlige handleevne efter Værgemålsloven. Tinglysning af rettigheder over løsøre mv. kan kun finde sted, når der er udtrykkelig hjemmel herfor.

I 2006 blev indført regler om virksomhedspant, fordringspant og negativerklæringer vedrørende løsøre, som skal tinglyses i personbogen.

Personbogen blev ligesom andelsboligbogen og bilbogen flyttet fra retten i Aarhus til Tinglysningsretten i Hobro 1.1.2007.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig