Perkussion, (af nylat. percussio 'slag, stød', af per- og afledn. af lat. quatere 'ryste, slå'; samme ord som percussion), lægelig undersøgelsesmetode, som udføres ved at lægge den ene hånds langfinger fast mod legemsoverfladen og banke på den med den anden hånds langfinger. Den derved fremkomne resonanslyd giver oplysning om det underliggende organs luftindhold, idet et stort luftindhold medfører, at lyden er klangfuld, mens et lille luftindhold medfører en dæmpet lyd. Undersøgelsen udføres rutinemæssigt ved en lungeundersøgelse mhp. at konstatere væskeansamling i lungehulen eller nedsat luftindhold i lungerne (se lungesygdomme (undersøgelser)) og fx også for at konstatere tilstedeværelsen af væske i bughulen (ascites). Perkussion blev indført i 1761 af den østrigske læge Leopold Auenbrugger (1722-1809).