Pengestrømsopgørelse, opgørelse af de pengestrømme, som en virksomheds drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteter medfører i en periode. De opgøres samlet og hver for sig. Er den samlede virkning positiv, vokser virksomhedens likviditetsreserve; modsat, hvis den er negativ. Nettopengestrømmen fra driftsaktiviteten kan måles vha. to metoder. Den direkte metode tager udgangspunkt i bruttostrømmene, fx indbetaling fra kunder og udbetaling til vareleverandører og ansatte. Den indirekte metode viser de underliggende komponenter som overskud før afskrivninger, ændring i varedebitorer, varelagre, varekreditorer mv. Begge metoder anvendes i dansk regnskabspraksis. Nettopengestrømmen fra driften belyser en virksomheds evne til at finansiere sin investeringsaktivitet fra den løbende drift, udbetale udbytte o.l. En positiv nettopengestrøm fra finansieringsaktiviteten er udtryk for, at virksomheden får tilført ekstern kapital i form af enten fremmed- eller egenkapital.