penge

.

Penge. Skaller af kaurisnegle har været den mest udbredte form for naturalpenge, anvendt både i Asien, Afrika og Oceanien til op i 1900-t. Denne kæde af skaller, hvis oprindelse er ukendt, findes i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

.
.

Penge er et standardiseret betalingsmiddel og dermed generelt byttemiddel. Penge fungerer ud over som byttemiddel også som tælleenhed ved angivelse af priser og som værdiopbevaringsmiddel.

Faktaboks

etymologi:

Ordet penge kommer af flertalsformen af det ældre danske ord penning, som er navnet på en møntenhed der brugtes i middelalderen.

I krisetider, fx med højinflation, kan en eller flere af disse funktioner være overtaget af andre midler, fx letomsættelige varer som cigaretter, således at pengeøkonomi helt eller delvist erstattes af bytteøkonomi.

Regulering af lånekontrakter med prisindeks er på tilsvarende vis ensbetydende med, at penge ikke benyttes som tælleenhed ved værdiopbevaring. En sådan regulering er derfor også et skridt væk fra pengeøkonomi.

Penge optræder i form af mønter og pengesedler. Foruden disse primære penge kan pengebegrebet omfatte sekundære penge, fx bankindskud, hvilket kan gøre det vanskeligt på økonomisk entydig måde at opgøre et konkret udtryk for den samlede pengemængde (se likviditet).

Producenter, arbejdstagere og forbrugere efterspørger generelle byttemidler og dermed penge som følge af fordele ved deres anvendelse i bytteprocessen. Ønsket om billige byttemidler har medført, at først letomsættelige varer og siden sølv- og guldmønter er blevet erstattet med billigere mønter og sedler.

Anvendelsen af penge i form af sedler og mønter, der i sig selv er næsten værdiløse, er et socialt fænomen. Modtagelse af bestemte byttemidler kræver en forventning om andres accept af disse midler senere i bytteprocessen.

Økonomisk set er der stor interesse for at udstede og sætte sådanne billige penge i omløb til (en højere) pålydende værdi. Pga. denne seddel- eller møntningsgevinst samt usikkerhed om andres villighed til senere at honorere krav om indløsning har seddel- og møntudstedelse i nyere tid som regel i alle samfund været reguleret ved lov og samtidig forbeholdt centralbanken eller staten.

Pengemængde

Pengemængde kan defineres på en række måder, alle omfatter pengebasen, M0, dvs. summen af mønter og sedler og banksystemets likvide fordringer på centralbanken.

Den sekundære pengemængde i snæver forstand, M1 , omfatter M0 og den private ikke-banksektors beholdninger af korte indlån i pengeinstitutterne.

Tilsvarende er den sekundære pengemængde i bred forstand, M2, summen af M1 og den private ikke-banksektors beholdning af langfristede indlån i pengeinstitutterne.

I Danmark er den officielle opgørelse af pengemængden en version af M2. Andre definitioner kan omfatte endnu flere finansielle aktiver, især sådanne, der er nære substitutter til indlån, fx korte obligationer udstedt af finansielle institutioner eller det offentlige.

Styring af pengemængden tillægges stor betydning af monetaristisk orienterede økonomer, og i en række lande har pengemængden været målvariabel i pengepolitikken.

Det har vist sig at være en komplikation, at en bestemt definition af pengemængden taber mening, dels fordi de økonomiske enheder søger over mod finansielle aktiver, der ikke er omfattet af definitionen (det gælder især, hvis pengemængden styres vha. kvantitativ regulering), dels fordi finansielle institutioner hele tiden frembringer nye placeringsmuligheder.

Pengeudbud

Indtil slutningen af 1950'erne forestillede man sig, at centralbanken gennem forøgelse af pengeinstitutternes likviditet (pengebasen) kunne få dem til at låne mere ud. Disse udlån ville føre til forøgelse af pengemængden og dermed til voksende indlån, som igen muliggjorde flere udlån.

I naive fremstillinger af en sådan forøgelse af pengeudbuddet ville selv en beskeden forøgelse af pengeinstitutternes likviditet føre til en uendelig ekspansion af den sekundære pengemængde.

Dette blev set som et stærkt argument for, at reservekrav var en pengepolitisk nødvendighed. Kun hvis en brøkdel af hver kreditekspansion skulle deponeres i centralbanken, ville processen på et tidspunkt gå i stå.

Den amerikanske økonom James Tobin forklarede i 1963, at dette var alt for simpelt. Dels ville den private ikke-banksektor beholde noget af pengemængdevæksten som forøget efterspørgsel efter sedler og mønter, hvilket ville bremse kreditekspansionen ligesom reservekrav, dels ville pengeinstitutterne kun kunne afsætte en stigende mængde udlån, hvis de lod renten på disse kreditter falde.

Heraf følger, at det på et tidspunkt bedre ville kunne betale sig for pengeinstitutterne at anbringe den ledige likviditet i andre finansielle aktiver, fx indlån i centralbanken, tilbagebetaling af lån til udlandet eller køb af obligationer.

James Tobins pointe, som har været central for den efterfølgende analyse af bankadfærd, er, at kreditskabelse og pengeudbud skal ses som et led i optimeringen af pengeinstitutternes samlede portefølje. Bestemmelse af pengeudbuddet er således mere komplekst end i den naive model, men der er i princippet intet til hinder for, at pengeudbuddet kan styres.

Tobins ræsonnement forudsætter dog, at økonomien er forholdsvis lukket i forhold til omverdenen. Ændringer af pengebasen vil aflede ændringer i den korte rente, og i små åbne økonomier med faste valutakurser vil dette give anledning til modsatrettede og dermed neutraliserende kapitalbevægelser og derfor ingen eller små ændringer i kreditgivning og pengemængde. I lande som Danmark kan man derfor ikke styre pengemængden.

Pengeefterspørgsel

Pengeefterspørgsel er de økonomiske enheders ønske om at holde penge, dvs. besidde penge. Først i 1930'erne blev der givet en sammenhængende forklaring på, at økonomiske enheder efterspørger penge.

Knut Wicksell havde tidligere studeret behovet for et byttemiddel accepteret af alle. Arthur C. Pigou antog i forlængelse heraf, at der måtte være et fast forhold mellem transaktionsomfanget (indkomsten) og pengebeholdningens størrelse.

Den britiske økonom Frederick Lavington (1881-1927) samt Irving Fisher og John Maynard Keynes indså herefter, at pengeefterspørgslen også må afhænge af renten, idet den marginale nytte ved at holde penge må være lig med alternativomkostningerne, dvs. renten: Det er praktisk at holde en stor del af formuen likvid, men man går glip af en renteindtægt.

Under nutidige institutionelle forhold vil man bestemme alternativomkostningerne som forskellen mellem renten på langfristede fordringer og renten på penge.

Hos John Maynard Keynes er der tre motiver til pengeefterpørgsel: transaktionsmotivet, beredskabsmotivet (relateret til planlagte hhv. ikke-planlagte transaktioner) og spekulationsmotivet, der vedrører forventede bevægelser i renten.

Med et tilsvarende udgangspunkt kunne John R. Hicks i 1935 forklare pengeefterspørgslen ud fra generelle principper om nytte- og profitmaksimering. Siden er spekulationsmotivet blevet kritiseret; de enkelte økonomiske enheder foretager sjældent voldsomme porteføljetilpasninger.

James Tobin og efter ham en lang række moderne økonomer forestiller sig i stedet for et valg mellem kurssikre penge og kursusikre obligationer og dermed en pengeefterspørgsel som følge af en afvejning mellem risiko og afkast.

Hvor John Maynard Keynes antog, at de økonomiske enheder søger at forudse renteændringerne, går James Tobin ud fra, at man ikke ved mere, end at renten kan ændre sig. I andre modeller vælges mellem penge og beholdninger af reale goder. Her bliver inflationsraten en del af alternativomkostningerne ved at eje beholdninger af penge.

I empirisk sammenhæng indgår indkomst, rente og inflationsrate i pengeefterspørgselsrelationen, som ofte viser sig at være relativt ustabil, bl.a. fordi det i praksis er vanskeligt at definere pengebegrebet, se monetarisme.

Pengeteori

Økonomer har ofte været uenige om penges betydning. Således mener keynesianske økonomer som regel, at pengemængden har betydning for både prisniveau og aktivitet, mens klassiske og nyklassiske økonomer hælder til den opfattelse, at penge er neutrale, dvs. at en identisk ændring i pengemængde og priser ikke vil have realøkonomiske virkninger.

En fordobling af pengemængden antages således alene at føre til en fordobling af prisniveauet. Neutralitet antages dog alene at gælde for penge, der er værdiløse i sig selv (papirpenge), men ikke for varepenge i form af fx guld eller sølv.

Men også for papirpenge kan der rejses indvendinger mod antagelsen om neutralitet og prisniveauets proportionalitet med pengemængden.

For det første kan ændringer i pengemængde og prisniveau påvirke pengenes omløbshastighed.

For det andet vil nominelle fordringer og aftaler almindeligvis medføre, at en fordobling af pengemængde og prisniveau ikke vil bringe realværdien af efterspørgsel og udbud tilbage til deres udgangspunkt. Det samme vil gælde for andre omfordelinger mellem økonomiens agenter som følge af ændringer i prisniveauet.

For det tredje vil virkningerne af en ændring af pengemængden afhænge af, hvordan de nye penge introduceres. En fordobling af pengemængden ved centralbankens obligationskøb vil have andre virkninger på fx renten, end hvis pengemængden fordobles gennem statens træk på centralbanken som følge af en finanspolitisk lempelse (skattenedsættelse eller forøgede offentlige udgifter).

For det fjerde vil virkningerne af en fordobling af pengemængden afhænge af, om den forventes at være midlertidig, permanent eller eventuelt blive efterfulgt af yderligere pengemængdeændringer. De forventninger, som en ændring af pengemængden fremkalder, kan således have realøkonomiske konsekvenser. Det er sjældent, at penge er superneutrale, dvs. at de realøkonomiske variable, herunder realrenten, er upåvirket af ændringer i pengemængdens vækstrate.

Flere forhold medfører således, at det ikke er rimeligt og heller ikke i overensstemmelse med empiriske undersøgelser at antage, at penge i almindelighed er neutrale på kort sigt. Det er de kun, hvis der er tale om en ren ændring af enheden for opgørelsen af penge og alle andre nominelle aftaler. Det vil være tilfældet i den tænkte situation, hvor man ændrer tælleenheden fra kroner til øre eller omvendt.

Et praktisk eksempel på en sådan ændring af regneenheden er hovedparten af EU-landenes overgang fra nationale valutaer til den fælles euro i 1999. Penges neutralitet og sammenhængende hermed kvantitetsteorien antages derfor almindeligvis kun at gælde på langt sigt.

Foruden de samfundsmæssige resursebesparelser giver penge (ligesom kredit) husholdninger og virksomheder en individuel fleksibilitet i beslutninger om realøkonomiske dispositioner.

Nogle fortolkninger af Keynes' overvejelser vedr. eksistensen af (ufrivillig) arbejdsløshed lægger vægt på de koordinationsproblemer for opsparing, investering og produktion, som følger af denne fleksibilitet med hensyn til den tidsmæssige placering af efterspørgslen.

Pengehistorie

I tidlige samfund og kulturer fandtes primitive betalingsmidler, der udveksledes som gaver i sociale og politiske sammenhænge. Først med en stærk udvikling af handel udvikledes penge som alment anerkendt byttemiddel, mest vidtrækkende med mønternes fremkomst i 1. årtusinde f.Kr. dels i Kina, dels i den græske Middelhavskultur.

De første græske mønter fra 600-t. f.Kr. bestod af ædelmetal, hvis vægt og lødighed var officielt garanteret af udstederen vha. møntens præg. De første pengesedler i Europa udstedtes i 1600-t., i kinesisk kultur langt tidligere. Se mønt , pengeseddel , bankvæsen , græsk møntvæsen , romersk møntvæsen og kinesisk møntvæsen .

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig