Penan, nomadefolk af samlere og jægere fra det indre af Borneo. Penan er et af de mange punanfolk, hvis nøjagtige udbredelse og antal er ukendt. Penanfolket udgør ca. 10.000 individer, hvoraf kun 400-500 er nomader. De nomadiserende penanfolk har ikke eget territorium; de lever fortrinsvis af sago samt vildsvin, aber og fisk. Jagt sker med pusterør med giftpile samt spyd. De har handelsrelationer med de bofaste dayaker, som også dominerer dem politisk. Hver penangruppe består af 25-50 personer med den "ældste" som leder; han er dog uden egentlig magt. Der er ingen social lagdeling, og deres religion er animistisk med shamanistiske indslag.