pelikaner

Australsk pelikan (Pelecanus conspicillatus) i det vestlige Australien, 2004.

.

Brun pelikan (Pelecanus occidentalis) på Galápagos.

.

Pelikaner, Pelecanidae, familie med syv arter vandfugle i de årefodedes orden, alle i slægten Pelecanus. De lever ved søer og havkyster og er vidt udbredt, primært i tropiske og subtropiske områder. De er store, tunge fugle (105-185 cm, 3,5-15 kg) med overvejende hvid fjerdragt (dog er en art brun) og lange, brede vinger. Flyvende flokke danner ofte V-formation eller linjer, hvor fuglene synkroniserer serierne med vingeslag og perioderne med glideflugt.

Faktaboks

etymologi:
Ordet pelikan kommer af gr. pelekan, måske af pelekys 'økse', om næbbets form.

Særlig karakteristisk for pelikanerne er det kolossale næb med et langt, lige og fladt overnæb og et fleksibelt undernæb, der udspænder en meget elastisk strubepose. Næbbet bruges som en fælde ved fangst af fisk, som udgør langt den overvejende del af føden. Når den svømmende fugl fører det åbne næb gennem vandet, spiles strubeposen ud til en stor sæk; når hovedet siden løftes, løber vandet hurtigt ud af den.

Fangede fisk sluges normalt med det samme; posen er altså ikke beregnet på opbevaring eller transport af fisk. De fleste pelikaner fisker tit i velkoordinerede grupper, hvor fuglene danner U-formation om en fiskestime og driver den ind på lavt vand. Den brune pelikan (P. occidentalis) fra Amerikas kyster afviger ved at jage flyvende og styrtdykke efter byttet.

Pelikanerne yngler kolonivis, to af arterne i træer og de øvrige på jorden på beskyttede steder fri for rovdyr. Kuldets 2-3 æg ruges af begge mager, som også deles om fodring af de i begyndelsen nøgne unger. Efter tre uger slutter ungerne sig sammen i crèches, og 10-11 uger gamle er de flyvefærdige.

Tre pelikanarter er enkelte gange truffet i Danmark, men de formodes at have været undslupne fangenskabsfugle: almindelig pelikan (P. onocrotalus) og krøltoppet pelikan (P. crispus), der begge bl.a. yngler i SØ-Europa, og rødrygget pelikan (P. rufescens) fra Afrika.

Symbolik

I kirkekunst fra middelalderen og senere symboliserer pelikanen, der hakker sig i brystet og mader ungerne med sit eget blod, Gud, der ofrer sin søn for menneskene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig