Peberfamilien, Piperaceae, familie af tokimbladede planter med 5 slægter og 3600 arter, udbredt overalt i tropiske egne. Det er urter eller buske med spredte, hele blade, ofte aromatisk duftende pga. deres indhold af olieceller.

Blomsterne er små, uden bloster, oftest tretallige og samlede i aks eller kolbe. Frugten er et bær eller en stenfrugt. De største slægter er Piper (peber) og Peperomia (musehaleaks).

Ifølge nye undersøgelser placeres peberfamilien i peberordenen, Piperales; se dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig