Patofysiologi, de fysiologiske ændringer, der følger med en sygdom. Fysiologi er læren om levende organismers funktioner, dvs. funktionen af organer (fx nyrefysiologi) og organsystemer (fx kredsløbsfysiologi). Patofysiologi er således de funktionsforstyrrelser, der følger med aldring og sygdomme i organer og organsystemer. Patofysiologi kan desuden sættes i modsætning til strukturelle eller morfologiske ændringer, der følger med sygdom, og som beskrives under patoanatomi.

Faktaboks

Etymologi
Vedr. 1. led pato-, se -pati.

I praksis skelnes der dog ikke skarpt. Fx vil man kunne betegne den fortykkelse af hjertemuskulaturen, der kan optræde ved forhøjet blodtryk, som patofysiologisk, selvom det er strukturen, der er ændret. Det skyldes, at man mener at have en fysiologisk, dvs. funktionsmæssig forklaring, nemlig at det forhøjede tryk medfører hjertemuskelfortykkelsen som en kompensatorisk mekanisme.

I takt med udviklingen af den fysiologiske forskning, der især tog fart i 1800-t., har man været i stand til at beskrive stadig flere sygdomme ved hjælp af de patofysiologiske ændringer, de medfører. Fx kan symptomet væskeansamling i vævene (ødem) skyldes flere forskellige sygdomstilstande, bl.a. hjerteinsufficiens, nyreinsufficiens og vitaminmangelsygdommen beriberi. Tidligere tiders kloge koners anvendelse af digitalis til behandling af ødemer har kun givet resultat i de tilfælde, hvor symptomet var led i en hjertesygdom. Kendskabet til patofysiologiske mekanismer øger derfor muligheden for at behandle sygdomme og symptomer korrekt. Med øget viden bliver et tiltagende antal sygdomme, fx blodtryksforhøjelse og stofskiftesygdomme, defineret og klassificeret ud fra deres patofysiologi og sygdomsmekanisme.

Påvisning af de funktionsforstyrrelser, en sygdom medfører, indgår som et vigtigt led i klinisk forskning, diagnostik, sygdomsbehandling og -kontrol. Undersøgelsesmetoder udviklet inden for klinisk fysiologi og klinisk biokemi tillader bestemmelse af hjertefunktion, nyrefunktion, skjoldbruskkirtelfunktion osv. og indgår systematisk i udredningen af forskellige sygdommes patofysiologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig