patientforeninger

Artikelstart

Patientforeninger, sygdomsbekæmpende foreninger, foreninger, hvis formål ideelt set er at støtte patienter, der har en bestemt lidelse. I mange tilfælde er foreningsdannelsen sket som protest mod manglende tilbud fra det offentliges side, fx dannelsen i 1901 af Nationalforeningen mod Tuberkulose med det formål at etablere sanatorier, som senere blev overtaget af det offentlige. Initiativet er oftest kommet fra læger, der er beskæftiget med behandling eller udforskning af sygdommen. Medlemmer kan være patienter, men er hyppigere pårørende, sundhedspersoner med interesse for sygdommen samt personer, der blot ønsker at yde støtte.

Foreningerne får deres midler fra medlemskontingenter, fra indsamlinger, ved arv og i nogle tilfælde fra tips- og lottomidler. Foreningerne bruger en del af indtægterne til direkte støtte til patienter med tilbud, som ligger ud over det offentliges. En anden del af midlerne går til støtte af forskning på området. To af de meget store foreninger, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, er således særdeles vigtige donatorer til forskning på deres områder. Blandt nyere organisationer er Aids-Fondet og Psykiatrifonden, der har tilsvarende funktioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig